"Flank" dit barn ellers...

skrevet af psykoterapeut Samad Lazaar

Uden flanker flyder grænserne sammen – og i en sådan situation inviteres alle ind i mine børns opvækst.

I mine 20 år som mentor, coach og terapeut har jeg mødt mange skæbner, som heldigvis har klaret sig godt i denne verden. Alle skæbner har ar efter en barndom fyldt med under eller overstimuleringer, og sammen med den harmoniske stimulering udgør disse ubetinget forældrenes vigtigste redskaber i børneopdragelsen.

De fleste af dem jeg har haft i forløb har søgt forældrenes anerkendelse (harmonisk stimuli), for at indfri deres følelsesbehov i de eksistentielle øjeblik. Måden forældrende møder barnet på kan enten være verbalt eller nonverbalt og i kombination udtrykkes passivt eller aggressivt. Prøv at tænk på hvordan din egen oplevelse af udtryksformer har været i din egen barndom eller foregår på ift. den måde du opdrager dine børn

Når jeg møder mine klienter i dag viser det endelige produkt af forældrenes stimuli et tydeligt billede af skyggesider, der er indlemmet i en dysfunktionel adfærd.

Det vigtigste fundament dannes i de første 2 år af levetiden og her lærer din krop med hjælp fra indtryk og udtryk fra omgivelserne og med hjælp fra dine forældre gennem det neurologiske nærvær at tolke impulserne i en bestemt retning, så de får et bestemt sprog.

Kort fortalt, så handler det om hvordan du i tryghed lærer at forbinde impulserne til en følelse i sammenspillet med omsorgspersonerne

Langtidslagringen i den somatisk hukommelse bevirker, at læringen forbliver enten i det ubevidste eller bevidste i en eller anden størrelse, der enten bruger den følelsesmæssige kraft (energi) på at lukke følelsen nede eller ud på en bestemt måde senere i livet. Det er minderne, der gør ondt og skaber ubehag og minderne der er gode der definerer, hvilken vej du vælger at gå.

At lukke i kræver dog langt mere energi end at åbne op og minderne omkring, hvordan følelsen er mødt gør enten at der skabes et ubehag i kroppen eller en tilfredstillelse når den dukker op. Når minderne er smertefulde og vi ikke mødes harmonisk udvikler vi dysfunktionalitet, en uhensigtsmæssig kompensation, som bliver udtrykket for den adfærd vi viser i personlige eller følelsesmæssige pressede situationer. Dysfunktionalitet indeholder også et omsorgsfuldt formål, og har til hensigt at holde os langt væk fra det smertefulde.

I artiklen vil jeg kigge på fundamentet i den menneskelige sjæl. Disse udviklinger er essentielle og er med til at skabe både din viljestruktur og derved den måde du navigerer i samfundet på. Man kan sammenligne det med grundfundamentet i et hus – hvis det er ustabilt vil alt inde i huset rasle ned i uvejr.

Der findes ingen vanskelige børn, men vanskelige forældre.

Historien handler om Allan, som jeg arbejde med første gang da han lige var fyldt 16 år. På det første hjemmebesøg får jeg et indblik i hans liv med hans mor og søster og en masse søde hunde. Mor gør alt der står i hendes magt for at sørge for børnene, men hun har også sit at kæmpe med – depression, skrantende økonomi, negativt forhold til børnenes far (skilsmisse) og nu en begyndende udfordring med Allan, der er kommet i dårligt selskab. Selskabet han finder tryghed i består af en masse unge, der alle eksperimenterer med stoffer – blandingsmisbrug.

Hash er den mildelse form for rusmiddel og psykodeliske stoffer, som svampe og fælgerens som er den hårdeste form.

Der skal gå mere end 7 år, hvor han er inde og ude af mit liv og jeg skal følge ham videre i livet til den dag han grædende ringer og fortæller mig, at han endelig har bestået sit grundmodul, som murer. Inden da har der været mange trusler om at begå selvmord, psykiatriske indlæggelser, anholdelser, domme, fængsel og bristede kæreste forhold.

At Allan skal være murer er hans største drøm og er noget han altid har vidst han ville være – hans far er murer.

Rejsen hertil har dels været at give ham et indblik og forståelse af egne dysfunktionelle mønstre dels været i professionelt forstand at overtage den faderrolle, som han altid har savnet i sit liv.

Som nævnt har rejsen budt på grundlovsforhør, afhentning fra diverse detentioner på politistationer, flere selvmordsforsøg, nederlag i kærlighedsliv, skræntende økonomi, slagsmål, banderelationer og vrede og had mod systemet, sine forældre og særligt hans far, som gang på gang afviser ham når der har været negative oplevelser han skulle støttes i. Han er fyldt med hjertesorg, ensomhed, depression og så lider han af ADHD og PTSD

Jeg tvivler ikke på, hvad der skal til for at skabe en tryg rejse for ham og jeg starter med at invitere med i sommerhus til Sverige sammen med mine 2 små børn på det tidspunkt, 4 og 6 år. Han tager sig af dem fra første sekund han ser dem – er en slags storebror – følger dem i deres fodboldtræning, ser deres kampe, deltager i familemiddage, fødselsdage og andre højtider. Min intention er at fylde ham med familiekærlighed og der går ikke længe, før han siger: ” det er det her jeg ønsker mig i fremtiden – en god familie, hvor jeg er god ved mine børn”

Jeg dvæler ved det udsagn ” at være god ved mine børn” – målet er sat.

Du kan kun lære at være god ved andre hvis du er god mod dig selv

Du bruger det værktøj du får udleveret til alle livets udfordringer

Min teori er ganske enkel. Forestil dig en motorvej med autoværn på hver side. Den ene side er din far og den anden er din mor. Køretøjerne repræsenterer børnene, økonomi og andre udfordringer/opgaver, som forældre er pålagt i forældrerollen. Jo flere køretøjer der er på motorvejen jo større press, og jo mere skal man som forældre holde fokus med og eftersom man ikke kan give alle projekter 100% af sin tid, vil der være nogle af køretøjerne der får frit løb.

Dertil skal tillægges, at hans forældre blev skilt og som følge af det opstod der et større negativt spændingsfelt mellem dem. Når det er tilfældet vil afstanden mellem autoværnene være større. Jo større afstand der er – jo mere plads var der for ham til at eksperimentere. Netop denne teori passer på de skæbner, der lander i kriminelle miljøer.

Skulle tilfældet også være, at den ene forældre bare ikke er nærværende og tilstede så har vi en situation, hvor der opstår “huller” i autoværnet. Eftersom børn er grænsesøgende, så vil de på et tidspunkt finde hullerne og “forsvinde” væk af motorvejen. Nogle “kører” galt og andre finder en anden motorvej at køre på, fordi de ganske naturligt søger individer eller institutioner, der kan sætte de nødvendige grænser som børn har brug for.

I Allans tilfælde fandt han andre fællesskaber med samme fællesnævner. Han hang ud med drengene fra blokken og endte i etablerede rocker/bande grupperinger

Vi mennesker er sammensat på en kompliceret måde, og fælles for os alle sammen er, at vi kun vokser af anerkendelse. Det vi anerkendes i dyrker vi, fordi vores belønningssystem stimuleres og gør os afhængige af at forfølge det. Det vi ofte glemmer er, at anerkendelse også vokser i negative miljøer.

Min fremgangsmåde med Allan, består i at afvikle en god portion dysfunktionelle adfærdsmønstre. Mønstrene har alle fået et forkert sprog, da mange af hans følelser har været understimuleret som barn. Hvis du som barn har oplevet at en følelse ikke mødes på en harmonisk måde, enten ved, at du ex. er kommet ked af det hjem fra skole og forældrene har “afvist” dig fordi de har været påvirket af rusmidler, så opstår der et behov for at undertrykke følelsen (ubehag) og derved bliver energien i følelsen ophobet i det underbevidste og barnet skal bruge meget mere energi på at holde ubehaget væk fordi det simpelthen gør for ondt at være i det.

Når Allan i dag bliver ked af det er udtrykket, at han grådkvæles, får tårer i øjnene, mimikken ændrer sig, kroppen spændes op og han bliver istedet vred – et tydeligt eksempel på at han kæmper for at holde ubehaget væk –

” tag dig sammen” “store drenge græder ikke”. “stop med at græde eller jeg giver dig noget at græde over” sagde hans far”

De her er udsagn bidrager til det dysfunktionelle sygdomsbillede, som plager vores samfund og vores unge drenge idag. Sygdommen kalder jeg for ” forgiftet mandlighed” og hersker blandt de mange unge, der dagligt hænger ud i kældre og hjørner uden at foretage sig noget som helst sundt i løbet af dagen – hverken fysisk eller psykisk.

Det her er deres motorvej, hvor de navigerer, udspekulerer og manøvrer sig igennem et sæt af usunde regler og normer.

Deres dysfunktionelle mønstre er helt ude af proportioner og skaber ikke bare en negativ påvirkning i deres eget liv, men også en negativ påvirkning i deres omgivelser. De bliver idol billeder for andre unge, der ser op til dem. De bliver en plage for lokalmiljøet og samfundet, trækker ressourcer ud af den offentlige kasse, og bidrager til en omfangsrig stigmatisering, der kun bekræfter en selvopfyldende profeti – at de er uønsket.

Allans dysfunktionelle adfærdsmønster appelerede til andre unge med samme tilstand. Den eneste ærlighed, der eksisterede i ham og hans slæng var, at de var gode til at holde på deres egne hemmeligheder – og tro på det mantra at “store drenge ikke græder” og ikke at kende til, at de med en fornyet selvtillid også kunne vise andre følelser end vrede.

Når Allan idag navigerer i vrede hele tiden og konstant, så nærer han hele tiden det felt der implicit ligger mellem ham og omgivelserne. Hvis jeg var deltagende i et felt, hvor et individ ikke ville slippe vreden, så vil jeg ganske naturligt distancerer mig fra feltet på lige vilkår, som Allans forældres felt, der også hele tiden var negativt ( som tidligere nævnt i eksemplet med autoværnet). Allan forlod det ene fællesskab (forældre) fordi feltet var negativt og fandt et fællesskab, som imødekom hans kompetencer.

Allan blev både under og overstimuleret af sine forældre. Far gad ham ikke og undgik (nonverbal afvisning) hans følelsesmæssige behov fordi han selv var et sted i livet, hvor han ikke var lykkelig (understimulering og derved manglende overskud). Mor bukkede under for dårlig samvittighed og blev ved med at gøre alt for ham (overstimulering). Allan udviklede derved et utrygt tilknytningsforhold til sine forældre, fordi der ikke bliver reageret harmonisk i hans søgen efter omsorg. Derved forsøger han emotionelt at blive selvforsørgende og derfor ikke forsøge at få omsorg og finde trøst hos sine forældre.

Udviklingen til det emotionelt selvforsørgende barn sker ved et uharmonisk møde med barnets behov for omsorg og grundet farens nonverbale afvisning, og morens overstimulerende måde at vise omsorg på ophobes der en skamfølelse når han skulle vise sin sårbarhed. Det kunne han ikke finde ud af at være i og så blev reaktionen at han til sidst distancerede sig ved at blive vred eller rasende.

Allan lærte med tiden at fortrænge behovet for at blive mødt i følelsen og det blev hans værktøj til at dulme smerten. I stedet udviklede han et nyt sprog (dysfunktionalitet), som kompensation for den understimulerede følelse og det var vrede. Med vrede kunne han holde andre væk fra sårbarheden, med vrede fremstod han stærk og fyldt med selvtillid og jo mere han lod den vokse, desto mindre skulle han bekymre sig om.

Smerten lever videre i det ubevidste og vil hele tiden forsøge at komme til udtryk

Jeg spurgte Allan, hvad der gjorde udslaget for, at hans liv endte i dette spor, og hans svar var:” at det er svært at udpege en præcis ingrediens ud af de mange symptomer jeg har udviklet pga. min dysfunktionalitet” – ” jeg er vokset op i et parcelhuskvarter, som lå lige op af et ghettoområde, og der var 2 grupper som jeg kunne se vandt respekt fra andre – dem der var gode i skolen eller på fodboldbanen, eller de kriminelle, og jeg var ikke særlig god i skolen eller på boldbanen – mine forældre støttede mig ikke, de overlod mig til mig selv, så stille og roligt begyndte jeg at hænge ud med drengene fra blokken”. ” Herefter skete det bare, at jeg brugte megen af min tid med drengene og lærte, at hvis jeg skulle have respekt, så skulle jeg vise styrke – det var den eneste måde for mig at få magt”. “Magten nærede min vrede og fjernede mig fra min “sygdom”, som var sårbarheden, og så var det egentlig ret nemt, at træffe beslutning om, at fokusere mere på gadelivet end skolelivet – og når jeg tænker over det så var det egentlig ret nemt”.

Allan lærte på den måde at holde smerten på afstand, langt væk fra hans virkelighed. Han begyndte at ryge hash sammen med drengene og de lod sig forsvinde ind i en tåget tilstand, fyldt med tomhed, følelsesløshed og dermed også ro. Han fik ro fra de bløde følelser, der aldrig har fået et rigtigt sprog, ro fra savnet til sin far, ro fra krav om faglig udvikling – ro fra alt. Jo ældre han blev, jo større blev sårbarheden og proportionalt steg hans hashforbrug indtil han lærte nye stoffer at kende. Stoffer der fik ham endnu længere væk fra hans sårbarhed og smertehelvede. Hans tidlige erfaringer i et dysfunktionelt miljø satte standarden for, hvordan han bedst muligt kunne opretholde magten i hans nye fællesskab, nemlig ved at se på de andre, som objekter og ikke individer, opføre sig asocialt og på en passiv/agressiv måde med fokus på egen vinding fik han mere og mere magt. Magten til at sikre overlevelse skabte for ham en overbevisning om at de valg han traf udelukkende var baseret på at avancere i fællesskab ved at overtrumfe de andre.

Sådan fortsatte hans liv i mange år også selvom han oplevede konsekvenser af sine handlinger. Han blev både anholdt og fængslet, tæsket og frarøvet ejendele af andre bander, truet og tortureret og lige meget hjalp det. Han fortsatte sin levevis og ændrede sig kun på to punkter – stoffer og magt. Allan tog stærkere stoffer og skaffede sig våben for at få mere magt.

Den nye dagsorden skaffede ham billet ind i en etableret rockergruppering, hvor han udøvede vold mod andre for at få anerkendelse. Han blev ham man ringede til når der skulle uddeles røvfuld, eller nogen ikke makkede ret. Han har tortureret, tæsket og frarøvet andre ejendele for fællesskabets skyld.

Han brugte de samme metoder, som der også var brugt på ham, da han blev overmandet af en overmagt. Tæsk og tortur, trusler og røveri.

Han gjorde dette fordi han aldrig var selvkritisk. Hvis han ikke stoppede og spurgte hvorfor? så fortsatte han bare i samme eller værre spor.

Allan betvivlede aldrig sine gerninger og derfor fortsatte han ud af en uendelig lang destruktiv løbebane. Han spurgte aldrig sig selv, hvorfor han gjorde det? Han gjorde det bare fordi det virkede og det blev accepteret af de andre i fællesskabet. De synes han var sej og så var der jo ikke noget galt med hans adfærd.

Det der fik ham ud af den bane, var de mange samtaler han havde med de positive nøglepersoner, herunder mig. Jeg spurgte ham, hvorfor han gjorde som han gjorde? Hvorfor han havde udviklet sådan en destruktiv adfærd? Jeg pillede hele hans adfærd ned og spredte det ud i papirform på gulvet ( en terapeutisk metode for at synliggøre skyggesider). Vi gennemgik alle følelser og fandt deres formåen, størrelse og udtryk frem – sammen med ham. Han havde jo i mange år opført sig som en maskine eller en robot uden at stille spørgsmål til hans adfærd.

Han var på intet tidspunkt et menneske. Han tog jo ikke ansvar for ham selv eller hvad han ønskede at bidrage til dette samfund med. Uden mål er der ingen rejse, men blot endnu en tur i rundkørslen.

Jeg spurgte ham direkte : ” Hvem er du?”

Han havde ikke et svar.

Hvis du ikke ved hvem du er, hvordan kan du så bidrage med noget positivt til dig selv og andre?

foto: Hvad fokuserer du på? sort eller hvid

Han kiggede på mig og prøvede alligevel med at komme med et svar. Han vidste jo ikke hvem han var og troede heller ikke på sine svar. Det var overvældende for ham at sidde overfor mig, og præsentere en autentisk Allan. 

Han vidste ikke hvem Allan var! 

Det var i dette øjeblik, at han fandt ind til det aller dybeste i ham, sårbarheden, og hvor vi i mange timer over mange år fik vendt og drejet, hver en følelse som blev kropsliggjort. Det var i de mange samtaler, at han fik vendt sin kraftfulde energi til noget positivt og udtryksfuldt istedet for at vende det ind ad.

Det var her, at han fandt frem til at han havde negligeret sine følelser, fordi de smertede ham så meget, at han valgte at ignorere dem. Han negligerede dem for ikke at skabe endnu mere konflikt end der i forvejen var mellem hans forældre – han negligerede sin følelser for at beskytte dem. Han følte det var hans ansvar at skabe en god familie. Men det var også i dette ganske øjeblik, at han såede de frø, der i mange år frem skulle diktere hans karriere, som bestod i at skade andre, emotionelt, mentalt og fysisk. Han udviklede i det øjeblik en overbevisning om, som 12 årig, at hvis en eller anden var agressiv eller provokerende over for ham, så var det på sin plads at skade denne endnu mere. Han lærte ligeså at det at elske eller blive elsket var smertefuldt og at vise omsorg for andre var det samme som at være svag.

 

Han konkluderede, at ” ikke vise omsorg for andre” var en styrke for ham.

 

Jeg stiller altid mig selv det spørgsmål når jeg møder dysfunktionelle unge “Hvad får dem til at blive destruktive?”

De er jo ikke født destruktive ! Glade smukke spædbørn med alverdens muligheder og egenskaber til at blive formet til at bidrage positivt til sig selv og det samfund de bor i.

“Hvad var der i deres juice?”

 

Det er ene og alene omsorgspersonernes værk, at unge mennesker i dag ender i en destruktiv adfærd, hvor de praktiserer ondskab. Når jeg skriver ondskab så mener jeg, stoffer, vold og disrespekt for andre mennesker. 

 

Verden er jo fyldt med godt og ondt og når fokus for omsorgspersonerne bliver at de udelukkende fokuserer på det negative, så er juicen fyldt med negativitet. Man lærer ubevidst sine børn at fokusere på negativitet når feltet er negativt. Det er jo en direkte invitation til selvudslettelse og destruktivitet.

 

Mit analyse består i at mennesket indholder en uendelig kapacitet til enten at ende som gode eller onde, omsorgsfulde eller ligeglade, kreative eller destruktive og derved bliver enten helte eller skurke. Mennesket er en kompleks blanding af positive og negative personlighedstræk, der enten kommer frem eller ej, afhængig af omstændighederne

Det er vigtigt at forstå at den linje mellem ondt og godt, som vi tænker er uigennemtrængelig og fast og med de onde på en side og de gode på den anden, er bevægelig og gennemtrængelig. Gode mennesker kan forføres over den linje, og under gode og sjældne omstændigheder kan dårlige børn komme sig med god støtte og omsorg. Allan er en af dem er godt på vej til at blive god igen.