Skizofrene skal have kompetent støtte

Den relationsopbyggende teori gør sig i aldeles grad også gældende når jeg arbejder med skizofrene såvel som helt “normale” mennesker. Jeg har personligt nemmere ved at føle mig tryg når personer både lytter, støtter og anerkender mine meninger og holdninger. 

Modsat opbygger jeg en anden og mere solid relation når jeg møder folk, der også forstår ikke at mase sig ind på mig, eller slipper taget efter et skænderi eller en uoverenstemmelse. Jeg får oplevelsen af at de vil mig – selv i modgang. Præcis på samme måde gør det sig gældende med skizofrene. Tilgangen skal være ukonventionel med en stor portion tålmodighed.

STABIL JEGstruktur ER ESSENTIEL.

Jeg vil dog samtidig sige , at det kræver en stærk JEGstruktur, at kunne hjælpe skizofrene med, at forstå deres egen livssituation. Begrundelsen er, at når dine JEGgrænser er tydelige og klare for dig selv, så har du også et meget lille behov for at indgå i et symbiotisk forhold til klienten.

Personligt er jeg ikke et SUPERmenneske eller “problemfri”, og dog alligvel har jeg fundet ud af, at min tilgang til skizofrene eller andre psykisk lidende har været temmelig let for mig. Jeg kan uden at det virker truende for mig eller for mine klienter få adgang til deres “psykotiske potentiale”, hvor jeg kan hjælpe dem med at få sat ord og tydelighed på det gode og onde. Det gælder naturligvis også “normale” klienter fordi alle – uanset vores psykiske styrkebarometer – besidder en arkaisk virkelighed, som hos de fleste ligger dybt begravet.

Relationen mellem klienten og behandleren, kan altså ikke alene bygges på at behandler er servicestøttende, hvor eksempler som, at sørge for at bringe klienten til diverse sundhedsaftaler, kriminalforsorg ( hvis det er tilfældet), hente vedkommende fra dårlige miljøer mv.

Relationen skal bygges på meget mere end det og jeg vil særligt gøre opmærksom på, at det ikke er en nødvendighed, at behandler har en psykologisk, coaching eller som jeg en psykoterapeutisk tilgang. Tværtimod har det vist sig at være mere forstyrrende i psykofarmabehandlingen (Karon & Vandenbos, 1972), ( Mcglashan 1984) & (Gunderson 1984), at behandler er psykoanalytisk orienteret.

Forskningen viser nedslåede resultater, hvad angår psykoterapeutiske behandling. Den viser, at der er større fordele ved støttende  behandling og jeg må sige, at efter 10 års personlig erfaring kan jeg blot læne mig tilbage,  anerkende og bekræfte resultatet af forskningen.

Min uddannelse og min JEGstruktur giver mig en forståelse og en hjælp, som værner mig mod at tilgå relationen symbiotisk. Min viden omkring forskning og min egen erfaring bidrager til, at jeg accepterer opgavens omfang, som værende ikke alene psykoanalytisk, men også støttende både ift. klienten og familien.

Psykoterapi er dog ikke helt udelukket og min oplevelse er, at helt nydiagosticerede skizofrene til en vis grad godt kan drage fordel af psykoterapi kombineret med medicin, familiearbejde og rehabiliterende behandling, efter den akutte psykose er overstået.

Sideløbende skal vi satse på, at der udvikles andre metoder, der er mere effektive fordi den nuværende metode(r), set udefra forskning og bedømmelse af resultater, ikke kan være helbredelse eller fuldstændig sundhed. Regionerne tilbyder et forløb i Opus, som i generelle træk løfter opgaven på samme måde, som jeg tilgår den – nemlig ved at støtte, vejlede og igangsætte behandlingsforløb, også hvis klienten bliver indlagt og i tiden efter indlæggelse. 

Vi må forstå, at den sårbarhed eller det psykiske handicap skizofrene klienter besidder ikke kan forsvinde gennem psykofarmabehandling og/eller terapi,  men det må tilsigtes at målet må være, at de opnår et bedre og mindre destruktivt liv end tidligere.