Han holder sin far i den ene hånd og lillebror holder i den anden. Lille “Ali” er 9 år gammel og flygter gennem en mindre by i Irak med sin familie.

 “Luk øjnene” råber faren til ham, men han når ikke at reagere før han ser synet af døde , der ligger spredt ud over murbrokker og asfalt. Ali må være forsigtig når han træder fordi dele af dem er kastet ud på vejen, som han og familien betræder.  

De mange lige afgiver en syrlig, sød og dog kvalmende stank.  Det er lugten  af kød, der er gået i forrådnelse og som mange år senere rammer ham, som en forhammer i panden, da han er i praktik hos en slagter i Danmark. 

En weekend havde den lokale slagterforretning i den lille landsby nemlig haft strømafbrydelse og mandag morgen er den store fryser forvandlet til et varmeskab. Da Ali åbner døren, svimler det for ham og han får  svært ved at trække vejret og synker sammen på gulvet. “Filmen” starter og foran ham ser han døde mennesker fra krigen og det føles som om en del af ham selv er tilbage, til der hvor det hele skete.  

Kollegerne ser ham sidde på gulvet med et stift stirrende tomt syn. Det er som om hans hjerne har taget en pause fra virkeligheden, eller er forsvundet et sted hen, hvor Ali ikke mærker smerte. 

De kan høre de tunge åndedrag og ser også tårerne trille ned af kinderne på ham. Slagtermester kommer ud fra kontoret og nærmer sig ham. Han rejser sig op og synker grædende sammen igen. 

Ali kommer til sig selv og køres til psykiatrisk afdeling, hvor han unde r transporten har været urolig og ligger fastspændt. I ambulancen sidder en redder og en betjent. Redderen taler til ham, spørger ham om han er ok? om han har ondt ?

Ali svarer ikke og døser hen. Han drømmer nu, om da han var barn og alt var godt og roligt. Hans mor står og laver mad i køkkenet og der er hans livret hun er ved at forberede. Retten hedder Dolma og duften af kanel og hvidløg fylder hele huset og også udenomsarealet, hvor Ali løber rundt og leger med de andre børn. De leger tagfat og Ali er lige ved at blive fanget, men får vristet sig fri og spænder afsted…

Drømmen ophører, og Ali ligger nu i enestue. Der er ingen omkring ham, og da han forsøger, at rejse sig er han  spændt fast. Døren ind til hans stue går op og ind kommer en  “vagt” og beder ham ligge stille. Kort efter ankommer en sygeplejerske og efter det en psykiatrisk læge. De fortæller ham, at de var nødt til, at fastspænde ham til sengen, da han forsøgte at stikke af.

Lægen spørger om han husker noget ? Det gør Ali ikke. 

Lægen fortsætter med at fortælle “ Du ville løbe din vej Ali – altså efter, at dørene til ambulance blev åbnet. Du havde trukket ambulanceføreren så hårdt i armen i forsøg på at komme væk, at hans skulder var trukket ud af led” 

“Du var helt psykotisk og derfor er du fastpændt fortæller lægen. Vi har behandlet dig med beroligende medicin. Du må forstå, at du ved ankomst var højtråbende og aggressiv og ambulanceredderne havde i forvejen svært ved at pacificere dig. Jeg forsøgte, at berolige dig, i mens du lå på båren og tilbød dig, at du kunne indtage frivilligt medicin og da du svarede ja! bad jeg dig sætte dig op i båren, men i stedet løb du ud af ambulancen og mod p – pladsen, hvor du blev overmandet af politiet.

“Er du rolig nu?” spørger lægen.

Ali kigger på lægen og nikker. 

Lægen spørger om ikke de skal fjerne spænderne, så han kan få noget at spise og drikke. 

Ali svarer >>JA<<

Dette er historien om Ali, anonymiseret og som henvises til EXITplan af sin sagsbehandler, da han er kommet i ressourceforløb og skal afklares til beskæftigelse. 

Mit arbejde med denne klient varede i alt i 3 år inden han blev afsluttet og tildelt førtidspension. Hans diagnose er PTSD, Post-Traumatisk Stress Dissorder. Episoden i slagteriet, hvor lugten af kød og blod udløste en genoplevelse af hans traumatiske erindringer fra krigen –  og ændrede alt i hans liv.

Allerede dagene efter sov han dårligere og dårligere. Ali forklarede mig, at nogle nætter sov han slet ikke fordi, hver gang han lukkede øjnene vendte han tilbage til krigen og de døde mennesker. Nogle af de døde talte til ham og rørte ved ham i søvne. 

Han forklarer, at han ikke kan finde ro når han skal i seng fordi han er bange for de mareridt han får. Helt ubevidst har han nok udskudt af gå i seng, fordi han var bange for, at der skulle ske noget med ham i løbet af natten. Når han endelig falder i søvn vågner han 2-3 gange  i løbet af natten. 

Han får svært ved at følge sin praktik herefter og må stoppe forløbet. I stedet er han hjemme i en periode, hvor sagsbehandler forsøger, at aktivere ham i forskellige forløb. Men Ali reagerer ikke på breve eller opkald! Han ligger bare i sengen det meste af dagen og står først op langt ude på eftermiddagen. Han har lært, at om eftermiddagen så er der ingen der forsøger at ringe til ham fra kommunen og på den måde kan han undgå dem. 

Det fungerer også for ham i en periode, lige indtil han bliver sanktioneret for udeblivelse fra samtale. Så reagerer han voldsomt og aggressivt. Han fortæller mig senere, at det handlede om overlevede og hans eksistens og derfor måtte han forsvare sig. Han gjorde det på en måde der var så voldsom at han blev forbudt adgang til kommunen i 6 måneder. 

Han husker ikke så meget af det, men har fået en sigtelse for trusler og noget hærværk. Han fortæller mig, at han har truet de ansatte med at ville brænde kommunen ned og komme efter dem hver og een. På vej ud havde han kastet et par stole mod nogle computere. 

Jeg bliver koblet på fordi jeg, modsat kommunalt ansatte, kan møde Ali på de tidspunkter der passer ham og i starten er det eftermiddage og aftenener. I dag, 1 år senere, er det om dagen og flere gange om ugen. 

Indsatsen har et formål, at afklare ham til beskæftigelse og andre udfordringer. Jeg starter med de andre udfordringer og efter kort tid kan jeg konkludere, at der er tale om en stærkt traumatiseret klient. Et eller flere af hinanden uafhængige traumer har aktiveret et alarmberedskab. Ali får også kort tid efter diagnosen PTSD. Psykiateren mistænker dog skizofreni, fordi Ali har forklaret, at han taler med sin afdøde far. På dansk kan det lyde ret så psykotisk, men på arabisk betyder det, at man enten i forbindelse med en bøn eller gravstedsbesøg eller meditativt har “talt” med en afdød.

Skizofreni diagnosen bliver kort efter ikke aktuelt og i stedet arbejder vi med at få behandlet hans PTSD. I løbet af det år jeg har ham som klient, slipper tålmodigheden op fordi vi endnu ikke har nærmet os beskæftigelse. Så Ali sættes ned i tid og i stedet startes et parallel forløb op ved en anden aktør med fokus på beskæftigelse. Ali reagerer på det ved, at undgå opkald og breve, isolere sig i flere uge. Jeg må starte forfra igen, og arbejde mig ind i relationen og skabe ny tillid til ham. 

Det går der så 4 -5 måneder med og endeligt får jeg ham til at gå med på afklaringen til beskæftigelse via anden aktør. Ali har i dag sagt til mig, at han var tryg ved mig og derfor ikke var klar til nye mennesker i hans liv. Det var derfor han afviste tilbuddet. “Havde jeg haft overskuddet så ville jeg også komme”. 

Pointen med den anonymiserede historie er, at vi alle må væbne os med den tålmodighed det kræver. I arbejdet med mennesket kan vi ikke fremelske et resultat, hvis ikke tiden er til det. På samme måde som vi, helt normale individer uden lidelser, kan reagerer med forsvar mod pres, så fungerer det på samme måde med klienter, der har en diagnose. 

Jeg har 20 års erfaring i mit arbejde med klienter, der har psykiske lidelser. Dem jeg har haft størst succes med, er dem hvor der har været ro til at udføre det krævende arbejde det er at arbejde med den type klienter. 

Ingen af mine klienter er “sluppet” af med PTSD. Alle mine klienter har lært at leve med PTSD diagnosen fordi den er kommet for at blive. Så jeg lærer dem at erkende og byde den velkommen, lære den at kende, lære de dårlige sider at kende og så lære hvordan man kan leve med lidelsen.