NÅR TEENAGEREN ER umulig, SÅ ER JEG FJENDEN I EGET HUS.​

skrevet af psykoterapeut Samad Lazaar

Jeg sidder med forældrene, som er grædefærdige. Ansigterne er lange og de ser fortabte og opgivende ud. Mor sidder med hænderne foldet på skødet og stirrer lige ud i rummet og farens dybe fuger, der er tiltaget over det sidste år, som følge af teenagerens destruktive adfærd, er tydelige og revner hans sydlandske hud, som var det et helikopterfoto af Gran Canyon. 

“Han gider ikke mere siger mor!” ” Han lytter ikke, han sover længe og er sent ude. Han hænger ud med de forkerte…” 

“Det gik lige så godt siger de i munden på hinanden” Ordende vælter ud af munden som et oprørsk vandfald.

“Hvordan kan han pludselig bare  forandre sig? Han vil dårligt se på os mere”

“Vi går på listetå og vi tør næsten ikke sige noget til ham ellers går han amok”


“Hvis han vil have lommepenge så kører han på os og vi orker ikke mere, så vi er begyndt at lægge penge til ham, så vi undgår den konflikt”


Vores hjem er som en krigszone, hvor vi er hans fjender ! Vi kender ikke hans venner og han har dem ikke med hjem, så vi aner ikke vores levende råd til hvordan vi løser det.

Jeg spurgte mit netværk på LinkedIN, hvad de ville gøre og buddene var mange. Misforstå mig endelig ikke, fordi jeg ved godt, hvad der skal til, men min nysgerrighed for, hvad den helt almindelige dansker ville gøre var stor og derfor stillede jeg spørgsmålet. 

Mine handlemetoder vil komme sidst i artiklen, men først vil jeg tage nogle af de kommentarer, som der blev budt ind med og kommentere på dem. 

Her ser du, hvad meningsmålingen viste: 

 

 

 

 

Kommentarer: 

Jeg vil sætte ham stolen for døren, og så vil jeg søge hjælp hos kommunen.
Men det kræver at alle er indstillet på at finde gode løsninger, og ikke bøje for skrig og skrål. Titel: pædagog

At sætte stolen for døren må vi for alt iden ikke benytte sig af med mindre situationen er så alvorlig, at hans adfærd er til fare for andre. Vi må forstå, at han forsøger på alle måder at undgå en forandring, samtidig med at han af sit fulde hjerte ønsker den. Udgangspunktet er jo, at hverken han eller andre er født onde og derved må vi konkludere, at der er noget i det miljø og de mennesker han omgåes med, som har medvirket til den forandring han er i. Jeg er enig i, at man skal inddrage myndighederne, da de er i stand til at byde ind med indsatser der både rettes mod forældrene og teenageren. 

Jeg ville starte med forældrene. Få dem tilbage på toppen igen med hensyn til deres egne værdier, deres mod og deres mentale overskud. Hvis de er ødelagt, kan de ikke gøre en positiv forskel for deres søn og så lider de alle 3. Hvis de har mentalt overskud kan de træffe bedre langsigtede beslutninger og forhåbentlig inspirere deres søn til at åbne op og derfra ændre adfærd. Titel: CHPC Coach

Prøv at udskifte forældrene med titlen motivationsarbejder. Skift teenageren ud med klient og så giver denne kommentar pludselig langt mere mening. Hvis motivationsarbejderen er ødelagt, så kan han ikke hjælpe sin klient. Forældre, der er udbrændt kan ikke hjælpe deres børn eller sig selv. I mit felt kalder vi det en assymetrisk seperation og er egentlig et udtryk jeg bruger når jeg arbejder med parterapi. Udtrykket bruges når små bitte daglige negative “skub” i relationen mellem forældre eller forældre/barn sker. Man bevæger sig væk fra hinanden og til sidst er kløften imellem så dyb, at der er umuligt at komme igen på egen hånd. For at få forældrene tilbage på toppen er de nødt til, at få øje på i hvilken udstrækning de er ofre for omstændighederene! I dette tilfælde er der ingen patologi og derved er de ansvarlige for omstændighederne. Et andet eksempel kunne være, måske for bedre at forstå min kommentar, om alkoholisten er ansvarlig for sit drikkeri, eller er det en sygdom? I så fald er han uden ansvar for tilstanden og årsagerne skal findes i arvelige forhold og biokemi. 

I dette tilfælde er der ingen patologi og det indebærer, at forældrene kan gøre noget for at få det bedre. Jeg mener, at alle mennesker har et ansvar for deres livssituation og for, hvem de er – uanset om de vil acceptere det eller ej. Forældrenen kan altså aldrig benægte, at de har muligheden for at vælge mellem at tage et ansvar for sig selv eller lade stå til. Hvis de vælger ikke at tage ansvaret på sig, bliver konsekvensen, at de passivt følger de retningslinjer, som teenageren stiller op. 

 

Mit bud er...at JEGstrukturen er alt afgørende.

Jeg har personligt nemmere ved at føle mig tryg når personer både lytter, støtter og anerkender mine meninger og holdninger. 

Modsat opbygger jeg en anden og mere solid relation når jeg møder folk, der også forstår ikke at mase sig ind på mig, eller slipper taget efter et skænderi eller en uoverenstemmelse. Jeg får oplevelsen af at de vil mig – selv i modgang. Præcis på samme måde gør det sig gældende med teenageren og tilgangen skal være ærlig, autentisk og med en stor portion tålmodighed.

Ift. casen vil sige , at forældrene skal arbejde med sig selv individuelt og i par, fordi jeg ser helt tydeligt, at den JEGstruktur jeg nævner ikke er tydelig nok for mig. Er den ikke tydelig nok for mig, så er den heller ikke tydelig for deres søn, og derfor kan det føre til forvirring/kaos i hans hoved og han vil gå og mangle “noget”. 

Det kan sammelignes med at man bygger et hus uden det stabile fundament. Det skal være i orden ellers skal der ikke meget til før det hele vælter. Det er logik for alt og alle, at hvis fundamentet i huset er krakeleret, revnet og ustabilt, så vil samtlige værelser i huset være lige så skrøbelig og første gang der er stormvejr, så vælter hele møget. 

 

Det afklarende spørgsmål kan være, at hvis JEGstrukturen ikke er tydelig nok for mig ( som professionel), hvordan kan deres teenager så indgå i et symbiotisk forhold (balanceret) med forældrene?

Med det eksempel mener jeg, at teenageren er utryg i relationen til sine forældre og derved skaber han en distance til dem. Måden teenageren gør det på kan være ved at vise vrede, aggressioner, ignorering eller helt lavpraktisk ikke tale til forældrene, spise for sig selv, isolere sig, smække med døren eller vrisse. 

 

Forældrene skal altså i den grad involveres i hele problematikken og indsatsen kan ikke stå alene med teenageren. Det er forældrene, der har bolden og dermed muligheden for at spille den videre. Spørgsmålet er om de så kender spillereglerne godt nok til at kunne få noget ud af boldspillet. 

 

Det er her jeg kommer til syne! 

Jeg hjælper forældrene med at forstå deres egenandel i situationen, og hvordan de med et positivt menneskesyn kan ændre deres teenageres liv. Det er vigtigt at påpege, at der ikke er evidens på området, men en del erfaringer viser ganske simpelt at hvis nogen smiler til os, så har vi det med at smile tilbage. På samme måde indgår det positive menneskesyn, som hele tiden skal skinne på teenageren og ikke mindst på forældrene indbyrdes. 

Det handler om at skabe en positiv ændring og gerne relativt  hurtigt,  så teenageren føler at forældrene positive livsyn er et konkret bevis på, at tingene ikke er så “mørke” som han går og tænker og som egentlig er grunden til at han distancerer sig fra dem. 

Teenageren oplever, at der er lys forude gennem forældrenes ændrede livssyn, og han føler sig derved ikke dømt på forhånd. Det gode er, at det positive livssyn også smitter af på forældrene indbyrdes og de lærer at fokusere på det positive i hinandens handlinger uanset, hvilken situation de er i. 

Kunsten er jo, at se at i alle negative handlinger findes en egenomsorg

Samad Lazaar startede EXITplan i 2010 og har ført virksomheden til det den er i dag. Uddannelse som psykoterapeut og kropsterapeut går hånd i hånd i alle forløb i EXITplan og har vist at være 2 gode aktive indspark for de mange sårbare borgere, der er i forløb. 

Samad Lazaar arbejder med individuelle såvel som gruppeforløb. Desuden tilbyder han famileterapi i samarbejde med familieafdelinger i respektive kommuner. 

Du er velkommen til at kontakte ham via mail, sl@exitplan.dk,  eller 53748686

Psykoterapeut Samad Lazaar